Af Trine Daimi

Som grundlægger af The Right to Sing e.V. rækker Faravaz’ betydning langt ud over musikken. Her kæmper hun for retten til at hæve stemmen og blive hørt og set. Hun har samtidig markeret sig som en stærk stemme i den iranske Kvinde, Liv, Frihed-bevægelse (iransk: Jin, Jiyan, Azadî).

Hendes historie er kommet bredt ud gennem medier som Rolling Stone, Der Spiegel, BBC, ARTE og Tagesspiegel og er dokumenteret i The New Yorker-dokumentaren My Orange Garden, hvor hun fortæller om flugten fra Iran til Berlin.

Men også her savner hun den selvfølgelig følelse af at have et hjem, hvor man kan føle sig tryg og velkommen, og har lov at udfolde sig med sin krop og stemme.

Azadi, Azadi, Azadi (Frihed, frihed, frihed)
Frihed er flydende, dens mening skifter og formes af geografi, køn, fremtoning og farve.
Ved at være stor eller lille, fattig eller rig,
Jeg fandt ud af, at friheden hele tiden ankommer, men aldrig bliver
Jeg fandt ud af, at friheden ser smuk ud, men føles ensom
Jeg rejste, udforskede, læste …- i min søgen efter en måde at føle mig fri
Men indså, at jeg var frihed- når jeg sang i gaderne i Iran
Jeg var frihed,- når jeg afdækkede mit hoved i bilen og lod vinden bære håret
Jeg var frihed, hver gang jeg sagde nej.

(Frit oversat fra engelsk efter sangen Azadi)

Når hun synger sine sange, synger hun ikke kun for publikum, men også for kvinder, der ikke har en stemme og for dem, der lever i usynlighed. Vreden driver hende, når hun synger om flugt, trods, kvindekamp og om retten til at lade sin stemme blive hørt.


Men der er også humor i hendes sange, der inviterer til dans, fest og hyldest til kvinders ret til at blive hørt og set.Torsdag d. 13. august indtager hun scenen på Fluid Festival.