Annika Aakjær åbner Fluid Festival 2025 den 14. august

Tre dages fejring på Fluid Festival

Det bliver en markant stemme på den danske musikscene, Annika Aakjær, der i år får æren af at åbne Fluid Festival på Frue Plads i prideugen den 14. -16. august. Og igen i år er Sweethearts med til at få lørdagsfejringen helt op at ringe.

Der er ikke en bås, der passer til Annika Aakjær og skulle du få lyst til at prøve at finde en, så vil hun nok sprænge den ret hurtigt. Hun er noget af det morsomste, vi har kendt i Danmark, hvilket var en hemmelighed, indtil hun sang sin menstruationssang ”Natbind om dagen” for et måbende publikum ved Zulu Comedy Awards i 2019. Især den indledende fortælling om menstruationscyklussens karakteristika fik mange til at grine hysterisk.

Sådan er det med Annika Aakjær og den 14. august åbner hun Fluid Festival med sit band i ryggen. Der bliver sange, du kender og kan synge med på. Og mon ikke der kommer en joke eller to, som du ikke kan lade være at grine ad.

Når Fluid Festival går i gang, er det med 100 % kvindelig og non-binær repræsentation i lead på begge scener. Sådan har det været helt fra start, og nu er der også 100 % kvinder og non-binære i lead bag scenen. Festivalen går dermed all in på repræsentation med kunstnere som Annika Aakjær, Lydmor, Brimheim, Aaiún Nin, Sara Alfort, Rikke Andreassen, Sonjas Søstre, Rosa Lux, DJ Schaarup og mange flere.

Direkte fra Aarhus 

Under lørdagsfejringen har vi hentet forstærkning fra Aarhus. Navnkundige Sonjas Søstre kommer med egne, halvakustiske sange og en umiskendelig klang af 70’erne. SheFunk fra Aarhus er Danmarks eneste store Female Funk band – måske Europa’s eneste! Med 11 kvinder på scenen spiller de op til dans med det bedste fra Earth Wind & Fire, Prince, James Brown, Chaka Khan, Pointer Sisters, Stevie Wonder, Brecker Brothers og mange flere.

Og så er der, også fra Aarhus, navnkundige DJ Lotte Norup med en baggrund som sanger og sangskriver (fra Stuen th med radiohittet “Rundt Omkring Dig”) og et DJ CV spækket med svedige klubnætter og internationale events, der starter musikken lørdag eftermiddag, når I alle kommer væltende hjemmefra, eller fra paraden.

Lørdagsfejringen

Lotte Norup, Sonjas Søstre og SheFunk efterfølges af Hunbjørn, der har sit band med på scenen, hvor de skaber en totaloplevelse i et hyper-dansabelt univers, med referencer til både house, shoegaze, dance pop og acid.

Vi kunne slet ikke få armene ned efter, at Sweethearts havde fået en propfyldt Frue Plads til at danse og synge sidste år, så det får de selvfølgelig lov til at gøre igen.

Og det bliver ingen ringere end DJ Schaarup, som med sikker hånd sørger for, at Fluid Festival lukker og slukker med et brag af en fest.

Talks på Fluid Festival

Årets fire talks tager udgangspunkt i aktuelle, kvindepolitiske emner. Torsdag og fredag eftermiddag kan man bl.a. møde den angolanske forfatter Aaiún Nin, hvis nye bog ’Se’ udkommer samme dag. Man kan lytte med, når emner som flydende seksualitet, ‘Damer, der var for meget’ og udfordringerne ved at lave guidelines til en virkelighedstro repræsentation af queers i film og TV-serier kommer under kærlig behandling.

Talk-programmet afvikles som altid torsdag og fredag eftermiddag omkring universitetstrappen midt på Frue Plads.

 

Scroll to Top